Behov og grænser er essentielle for gode og sunde relationer.
Ofte bliver vi stillet spørgsmålet; Hvad længes du efter. Hvad drømmer du om? Hvad vil du?
Det er ikke altid vi kan svare på det. Hvis vi har mistet kontakten med os selv, og ikke kan mærke vores behov og længsel eller har svært ved at kommunikere, så ender vi ofte med at bruge en masse strategier, der ikke opfylder vores behov. Det er som at lede i blinde. Nogle gange er vi heldige og rammer plet, andre gange kan vi havne i situationer der ikke er optimale og som efterlader os tomme, forvirrede og frustrerede.
Behov
Det er især når vi er over i andres behov og velbefindende, at vi “glemmer” os selv.
Der er bestemt ikke noget forkert i at tage hensyn og være der for andre, men hvis vi ubevidst undertrykker eller tilsidesætter vores egne behov og grænser (at sætte grænser opfylder også behov), så kan vi hurtigt tage rollen som offer eller martyr og vi giver andre skylden for vores frustration. I værste fald, går vi rundt med vrede og bitterhed mod den eller de personer vi ikke får sagt fra overfor eller været tydelige med.
Der er ingen andre end os selv der har ansvaret for vores behov og grænsesætning. I nære relationer kan vi nemt få forventninger om at andre skal kunne mærke og opfylde vores behov, og hvis det ikke sker, så anvender vi kontrol og manipulation for at få vores (u)kendte behov opfyldt.
Det er ofte det der går galt i forhold.
Hvis vi ønsker at leve et liv med integritet og sunde relationer må vi blive bedre til at mærke og udtrykke vores behov og sætte grænser. At give udtryk for behov, betyder ikke nødvendigvis at andre skal opfylde dem. Det er ofte nok at turde mærke og sige det højt. Nogle behov kan være sværere at mærke end andre. Det er især behov vi aldrig eller sjældent er blevet mødt i.
Overbevisninger
Jeg er vokset op i et hjem med alkoholmisbrug, vrede, råben og skrigen. Det var meget utrygt. Da jeg på min indre rejse, blev klar over at jeg havde behov, var tryghed det aller sværeste for mig at mærke på. Det var simpelthen så smertefuldt at dykke ned i behovet for tryghed, fordi det sjældent var til stede i mit barndomshjem. Jeg var ikke engang klar over at behovet fandtes, og det tog noget tid, før jeg kunne anerkende det.
Børn der vokser op i en dysfunktionel familie, eller familie hvor der er misbrug eller psykisk syge, lærer at forældrenes behov er de vigtigste og de lærer at undertrykke deres egne. De overbeviser sig selv om, at hvis jeg opfylder fars eller mors behov, så får jeg kærlighed og bliver ikke afvist.
Det bliver en overbevisning børnene tager med sig ind i voksenlivet, og de børn ender ofte som Mr. Niceguy eller den hjælpsomme og gode pige. Her det for det meste frygten for afvisning der spiller ind.
Der kan også være andre årsager til at vi ikke mærker vores behov og grænser. Det kan være chok og traumer der blokerer for den kontakt. Grundlæggende er behov universale og strategierne mange og individuelle. Derfor kan vi ofte gå skævt af hinanden, fordi vi bruger forskellige strategier til at opfylde de samme behov.
Strategier
For at forstå behov, vil jeg lige forklare hvad forskellen er på strategi og behov. Ex. Jeg har behov for sex. Sex er ikke behovet men strategien for at få opfyldt behovet. Her kan der være mange behov der bliver opfyldt på en og samme gang. Det kan være energi, afslapning, nærhed, nydelse, nærvær, kontakt, leg, kærlighed, ekspansion osv. Sex bliver altså et redskab. Måske er der andre måder at opnå de samme behov på.
Når vi kender behovet, så åbner der sig flere muligheder for at få dem opfyldt.
Hvis vi anvender strategier der ikke er gode for os og som samtidig er en afhængighed, så er det vigtigt at dykke dybere ned for at finde behovet bag. Det kan være en stor hjælp ud af misbruget.
Alt hvad vi foretager os, gør vi for at opfylde et behov, vi er bare ikke altid klare over det.
Jo mere vi er kontakt med vores behov og grænser jo lettere bliver det at skabe et liv med sunde relationer der er i harmoni med vores indre værdier.