I mange relationer – især i parforhold – har vi en tendens til at lægge ansvaret for vores egne behov og følelser over på vores partner. Vi forventer, at de skal se os, forstå os og give os det, vi mangler. Når det ikke sker, opstår frustration, skuffelse eller bebrejdelser.
Men sandt ansvar starter hos dig selv. Det betyder ikke, at du ikke ønsker nærhed, kærlighed eller støtte – men at du først lærer at mærke og tage ansvar for dine egne behov, grænser og følelser. Når du gør det, bliver dine relationer friere og mere autentiske, fordi du møder partneren som et helt menneske, ikke som én, der skal opfylde dine mangler.
Behov og grænser er essentielle for sunde relationer. Ofte bliver vi stillet spørgsmålet: Hvad længes du efter? Hvad drømmer du om? Hvad vil du? Det er ikke altid, vi kan svare på det. Hvis vi har mistet kontakten med os selv, og ikke kan mærke vores behov eller længsel, ender vi ofte med at bruge strategier, der ikke opfylder vores behov. Nogle gange rammer vi plet, andre gange ender vi i situationer, der efterlader os tomme, forvirrede eller frustrerede.
Især når vi konstant er over i andres behov, glemmer vi os selv. Der er intet forkert i at tage hensyn og være der for andre, men hvis vi ubevidst undertrykker eller tilsidesætter vores egne behov og grænser, kan vi hurtigt ende som offer eller martyr og bebrejde andre for vores frustration. Vrede, bitterhed og skuffelse opstår ofte, fordi vi ikke har sagt fra eller været tydelige med, hvad vi har brug for.
I nære relationer har vi nemt forventninger om, at andre skal mærke og opfylde vores behov. Når det ikke sker, prøver vi nogle gange at kontrollere, manipulere eller presse for at få det, vi mangler – og det er ofte her, konflikterne opstår.
Alt, hvad vi gør, er drevet af et behov. Men behov og strategier er ikke det samme. Eksempelvis: Behovet kan være nærhed, kontakt, nydelse eller energi – mens sex kan være strategien for at opfylde det behov. Når vi bliver klar over vores egentlige behov, åbner der sig nye og mere hensigtsmæssige måder at opfylde dem på.
Vores evne til at mærke og udtrykke behov kan være påvirket af barndomstraumer, dysfunktionelle familier, misbrug eller overbevisninger om, at andre behov er vigtigere end vores egne. Mange har lært at undertrykke deres behov for at få kærlighed eller undgå afvisning, og det kan give os strategier i voksenlivet, som ikke altid fungerer – som at være den “hjælpsomme pige” eller “Mr. Nice Guy”.
Når vi tager ansvar for vores egne behov og sætter klare grænser, kan vi begynde at leve et liv med integritet og sunde relationer. Det handler ikke om, at andre skal opfylde vores behov, men at vi tør mærke dem, udtrykke dem og stå ved dem. Jo mere vi er i kontakt med vores behov og grænser, desto lettere bliver det at skabe relationer, der er i harmoni med vores indre værdier – og leve et liv, hvor vi kan møde både os selv og andre med respekt, nærvær og kærlighed.